56-årige Dan mistede sin voksne søn den 23. juli 2022. Han oplevede i tiden efter, hvordan de fleste i hans omgangskreds undgik at snakke med ham. Berøringsangsten og tabuet omkring selvmord kan opleves ubehageligt og isolerende for de efterladte, der har brug for at snakke højt om sorgen.
Af Regine Farhadi
Månederne går, og sommeren bliver til efterår. Dan kan ingenting.
En afkrog af stuen i gårdhuset på landet bliver tilflugtsstedet for Dan de første 4 måneder, hvor chokket holder ham i jerngreb. Persiennerne er rullet ned, og stuen oplyses kun svagt af de stearinlys, han har tændt. Temperaturen i rummet er varm, og lyden af rolig, rørende musik fylder rummet. Musikken gør, at Dan bedre kan klare smerten.
Følelserne, der dominerer Dan, kommer med 500 kilometer i timen og sætter sig i både hovedet og kroppen. Han har det, som om han har et alt for stramt pandebånd på med håret strittende lige op i luften. Sådan er det fra han vågner, til han går i seng.
Trætheden og udmattelsen er vedvarende, men Dan er ude af stand til at sove. Det er svært for ham at trække vejret, og han har voldsom hjertebanken. Han græder meget.
Denne del af stuen i Dans hjem i den lille landsby Mellerup, lidt nord for Randers, er det eneste sted, han kan holde ud at befinde sig i månederne efter den 26-årige søn, Dennis, valgte livet fra.
Og Dans oplevelser er ikke unikke.
Når man mister til selvmord
Ifølge Danmarks Statistik begår ca. 600 mennesker selvmord årligt i Danmark, og hvert tilfælde vurderes at berøre 4-5 personer dybt. De efterladte gennemgår mange forskellige faser af sorg, og processen er ikke altid lineær.
Annette Erlangsen, seniorforsker og programleder hos Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP), har deltaget i flere forskningsprojekter om pårørende, der er efterladt efter selvmord. Et af studierne påviser en øget risiko for selvmord, samt indlæggelse for depression hos forældre, der har mistet et barn til selvmord.
Dan er altså ikke den eneste, der oplever en hård sorgproces ved at miste et familiemedlem på den måde.
“Det kunne bare lige pludselig komme – så løb tårerne. Og det var ikke fordi, der var nogen, der sagde noget til mig. Det kom bare spontant,” fortæller han om tiden efter, hvor han græd meget.
Han måtte sygemelde sig fra jobbet som landmand og fik lægehjælp i form af antidepressiv medicin og sovemedicin for at komme igennem de første 9 måneder.
Psykolog Anja Mailund Thomsen har beskæftiget sig med pårørende efter selvmord siden 2002 og været leder af sorggrupper for de efterladte. I dag arbejder hun primært med problematikker som angst, depression og stress, men får stadigvæk af og til klienter, der har mistet en nærtstående til selvmord. Anja har et bud på, hvorfor det kan være særlig hårdt at komme over denne form for dødsfald.
”Man kommer jo på kæmpe overarbejde med alle spekulationerne omkring, hvad der skete. Kunne jeg have set det? Kunne jeg have forebygget det? Det fylder rigtig meget og bliver en slags tilbygning til det almindelige sorgarbejde,” forklarer hun.
Følelser som skyld og skam kan fylde meget for de efterladte, som kan have forskellige måder at bearbejde sorgen på. For Dan hjalp det især at skrive sine tanker og følelser ned i en bog.
Derudover havde han brug for at snakke om sønnen Dennis for at bearbejde sorgen og savnet. Men selvom han havde god støtte fra sin kæreste Karina, overraskede det ham, hvor mange i omgangskredsen, der undgik ham og undlod at spørge ind.
“Der er ikke ret mange af mine venner og familie, der bringer min søn ind i en samtale. De er bange for, at det gør for ondt at snakke om. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg ønsker faktisk at tale om ham, som om det var det mest naturlige.”
Folk skiftede fortov
Da Dan en dag går på gågaden i Randers, spotter han en person, han kender, komme gående imod ham på fortovet længere fremme. Men da personen får øje på Dan, skifter vedkommende over på det modsatte fortov, så de ikke behøver at støde på hinanden.
Dan mærker en let irritation, for han er godt klar over, hvad det skyldes.
”Jeg havde en følelse af, at folk undgik mig. Det var simpelthen for hårdt for dem at rende ind i mig,” fortæller han.
Måden, hvorpå Dans søn døde, får mange til at agere med berøringsangst. De er måske bange for at sige noget forkert, og så er det nemmere at smyge sig helt udenom.
Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Dan oplever flere episoder med folk, der skifter fortov i tiden efter sønnens død.
”Oppe i mit hoved er det sket mange gange, men det er nok også en fornemmelse, jeg har – at folk ønsker at skifte fortov, fordi jeg ligesom har set det ske,” siger han.
Hvor kommer berøringsangsten fra?
Ifølge Dan har 90% af hans omgangskreds reageret undvigende efter sønnens selvmord. Både tætte venner såvel som de mere perifere. Folk, som han ellers plejede at snakke med om alt, spurgte aldrig ind. Denne adfærd kan være svær for efterladte, der har behov for at snakke om sorgen og savnet.
En rapport fra Ældresagen fra 2019 viser, at 53% af danskerne mener, at vi taler enten for lidt eller alt for lidt om døden.
Men hvorfor har folk særligt svært ved at tale om selvmord? Formand for Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Ellen Bæk, har et bud på en forklaring.
”Man har ikke rigtig ord for de ting,” siger hun og fortsætter: ”Det er jo nok tit sådan, at folk tænker, jamen personen er så ked af det i forvejen, så jeg tør ikke sige noget.”
Men det er et misforstået hensyn, mener psykolog Anja Mailund.
”Jeg tror, de er bange for at sige noget forkert. Og så tror de, at det er bedre ikke at sige noget. Og det er det jo selvfølgelig ikke.” siger Anja.
Dan mener især, at det er tabuet omkring selvmord, der forårsager berøringsangsten, såvel som den manglende evne til at relatere til de efterladte.
”Det er jo fordi, at det er meget tabubelagt at snakke om selvmord, og folk kan ikke forholde sig til det, når de aldrig har prøvet det. Det er meget nemmere at snakke om ens far på 90, der dør efter at have ligget syg i en måned,” siger Dan.
Dan, Ellen og Anja er alle enige om, at det altid er bedre at spørge ind til personen, end at tie problemet væk.
“Man skal ikke være så bange for at spørge ind, for hvis ikke folk har lyst til at tale om det, så siger de det” siger Ellen Bæk og fortsætter, ”Lad vedkommende fortælle om den, de har mistet, og fortælle sine tanker om det.”
For man kan ikke sige så meget for at hjælpe en person i sorg. Man kan stille sig til rådighed og hjælpe med de små ting, men det er en længere proces at komme videre, som ikke kan fikses med blot de rette ord fra omgangskredsen. Og i Dans tilfælde har der været en helt anden type samtale, der har fyldt meget under sorgprocessen.
Samtaler med Dennis
Det er aften og solen er så småt ved at gå ned. Dan befinder sig ude på en af sine marker i omegnen af huset for at trække noget frisk luft.
“Der er godt nok meget ukrudt lige her. Tror du, vi bliver nødt til at sprøjte det der?” spørger han.
”Ja, det sagde jeg jo, far,” hører han sig selv svare.
Det er Dennis, han snakker med. Og selvom Dan godt ved, at det foregår oppe i hans eget hoved, og at Dennis ikke længere er her, er det blevet et lille ritual for ham at føre sådanne samtaler med sønnen.
Samtalerne varer typisk mellem 2 og 5 minutter, og nogle omhandler lette emner, som vejret og ukrudtet, mens andre rører ved de lidt tungere problematikker ved savnet til Dennis. Alle hjælper de Dan med at få afsluttet og givet slip på de svære følelser som skyld, skam og sorg. Og selvom smerten er aftaget en hel del med tiden, fører Dan stadig samtaler med Dennis i ny og næ.
“Jeg synes faktisk, at det er rart, at jeg stadigvæk har de samtaler. På en måde så holder de ham i live. Det er pisse hårdt. Han fylder for meget, men han skal også fylde lidt. For på en måde så er han her stadigvæk. Og det er faktisk ret vigtigt for mig, at han er det,” fortæller Dan.
Dan er ikke den eneste, der bruger denne type samtaler som en del af sorgarbejdet. Ældresagens rapport fra 2019 viser at 18% af danskerne, der har mistet en tæt relation, fører indre samtaler med den afdøde.
“Jeg ved jo godt, at han er død. Men jeg bruger stadigvæk lidt tid sammen med ham. Det er bare på en anden måde. Og det føles dejligt.” siger Dan.
Selvom Dan stadigvæk sørger over Dennis, er han så småt ved at have fundet fodfæstet igen. Den manglende appetit er stadigvæk ikke kommet tilbage, men smerten er ikke lige så voldsom længere.
“Smerten der fyldte både min krop og mit sind er blevet meget mindre. Jeg får ingen piller mere. Selvom smerten bliver mindre og mindre, bliver savnet til Dennis større og større.” siger Dan.
Og det er formentlig ikke noget, der forsvinder. Men der er hjælp at hente i facebookgrupper, sorggrupper og foreninger med folk, der ligesom Dan har følt sig alene med sorgen efter at have mistet en pårørende til selvmord. Mange af dem har også oplevet berøringsangsten og tabuet. En tendens, som Dan håber en dag vil blive aftabuiseret og forsvinde.
”Vi er jo forskellige. Men jeg ville i hvert fald være ham, der går hen og lægger hånden på skuldrene af personen og kigger dem i øjnene og spørger, hvordan har du det? Hvordan er det at være dig lige nu?” siger han.
Og han håber, at omverdenen vil følge trop.
Hvis du er i krise eller går med tanker om selvmord, kan du søge hjælp hos Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 eller benytte deres mailrådgivning eller chatrådgivning.